DU ER HER: Om forskernetværket

Forskernetværket Kunst, Natur og Teknologi

Præsentation

Forskernetværket ”Kunst, natur og teknologi” har base på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet, hvor det siden efteråret 2005 har fokuseret på brydningsfeltet mellem titlens tre områder. Netværket samler forskere fra de Æstetiske Fag, Steno Museet, Institut for Videnskabsstudier og Institut for Informations- og Medievidenskab og udgør et frugtbart forum for tværfaglig diskussion og sparring.

Undersøgelserne af triaden kunst, natur og teknologi tager afsæt i kulturhistoriske perspektiver og omspænder alt fra middelalderens håndværk til postmoderne konvergenser. Forskernetværket holder jævnlige møder, hvor emner som hybriditet, digitalmusik, monstrøsitet, det ruinøse, middelalderlig synsteknologi, sygdomsgenese, skyformationer og patafysik har været diskuteret. Lejlighedsvis inviteres andre forskere, fagfolk eller specialestuderende til at holde oplæg ved møderne. Desuden er udstillingskoncepter blevet diskuteret ved besøg af arrangører fra Steno Museet og Statens Museum for Kunst.

Baggrunden for netværkets fokus bunder i observationer af konvergenser mellem kunst, natur og teknologi både nu og tidligere, hvor koblinger og brydninger mellem områderne har afstedkommet megen forskellig kunst og teori. Dette ses bl.a. i den antikke og middelalderlige kultur, hvor den mimetiske kunst indgik i det store fællesdomæne for artefakter – på græsk kaldet techné og på latinsk ars . Dette domæne tænktes at operere ud fra de samme principper som naturen, idet mennesket færdiggjorde, hvad naturen intenderede, men ikke selv kunne fuldføre. Ligeledes synes kunsten i dag at vekselvirke tættere med natur og teknologi, end det har været påbudt af arven fra oplysningstiden.

    

Netværket har afholdt to seminarer:

Finansiering

Netværket har hidtil har fungeret uden eksterne midler. Dog støtter Bikubenfonden og Aarhus Universitetsfond den kommende konference, der afholdes på og i samarbejde med Statens Museum for Kunst, januar 2010.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 08.03.2010